ÅBEN FOR HENVISNING HVIS DU SAMMEN MED MIG VIL DELTAGE I FORSKNINGSPROJEKT

Jeg har sagt ja til samarbejde med en gruppe forskere på Københavns og Aalborg Universitet. De forsker i effekten af psykoterapi og har kontaktet ydernummerpsykologer med en ventetid på mere end fire måneder. 

Jeg vil i den forbindelse åbne op for sygesikringshenviste klienter, som vil være med i dette forskningsprojekt.

Det er et lodtrækningsforsøg, hvor du enten vil få tilbudt behandling inden for to uger, eller vil komme på venteliste i 4 ½ måneder. Du skal være opmærksom på, at min normale ventetid typisk er længere – der har aktuelt været lukket siden september, da jeg lukker når ventetiden er over 8 måneder. 

Som en del af forskningsprojektet skal du før starten af terapien, undervejs i terapien med mig og efter afslutningen af terapien udfylde nogle relativt korte spørgeskemaer, som du modtager pr. SMS. 

Du modtager op til fire gavekort á 400 kroner (dvs. op til 1600 kr. i alt) igennem forløbet for at udfylde disse spørgeskemaer. Det er selvfølgelig helt frivilligt, om du vil deltage. Hvis du vælger at være med, vil jeg som din psykolog ikke få adgang til de oplysninger, som du giver igennem forskningsprojektet, og alle dine oplysninger vil blive behandlet fortroligt og opbevaret sikkert hos en lille forskergruppe. Du kan læse mere om projektet og forskergruppen på projektets hjemmeside: https://psy.ku.dk/epic/ 

Hvis du beslutter, at du gerne vil have tilsendt mere information om projektet og en samtykkeerklæring til at deltage, kan du give mig besked om dette. Så vil jeg sende din e-mail, dit telefonnummer og din henvisningsårsag til forskergruppen (men intet andet), hvorefter de vil sende dig materialet. Du tager først endelig stilling til, om du vil deltage i forskningsprojektet, når du har fået mere information og en samtykkeerklæring fra forskergruppen.

Hvis du ikke ønsker at deltage, sletter forskergruppen al din personlige information og kontakter dig ikke igen. Du bedes i givet fald kontakte mig igen for at komme på min almindelige venteliste.